skolelærer

2025-04-04

Vi har interviewet Sofia Jerup Jensen og Rasmus Bondekjær Langballe – begge skolelærere på Gistrup Skole. Her er deres svar:

Sofia Jerup Jensen udtaler sig:

Hvad synes du om, at der er mange unge, der ikke trives?

"Jeg synes, det er forfærdeligt, fordi når unge ikke trives, påvirker det ikke kun dem selv, men også deres generation som helhed. Det kan føre til, at hele klasser og skoler bliver påvirket negativt. Hvis der kun er nogle få, der har det dårligt, er det supervigtigt at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem, så de får det bedre. Det er ikke kun den enkelte, der lider – det store fællesskab bliver også påvirket."

Har du nogen idé om, hvorfor der er så mange unge, der ikke trives godt?

Ja, jeg tror, det klassiske svar er, at sociale medier spiller en stor rolle. Mange unge isolerer sig, og de bruger meget tid på at scrolle på deres telefoner. Det skaber et billede af, hvordan verden burde være, men det er ikke virkeligheden. Når man ser andres "perfekte liv", bliver man nedtrykt.

Jeg tror også, at corona har haft en kæmpe påvirkning, især på jeres generation. I mistede vigtige år, hvor I skulle have været sammen med andre, og det har nok påvirket jer efterfølgende. Derudover lever vi i en tid, hvor både unge og voksne kæmper med fysiske og mentale problemer, og det kan være svært at finde sig til rette, når verden udvikler sig så hurtigt.

Tror du, sociale medier påvirker unges trivsel?
100 procent. Jeg tror, sociale medier har en stor indflydelse på unges trivsel. Man kan ikke altid se, hvad der er ægte, og det skaber en forestilling om, hvordan tingene skal være. Det sætter urealistiske krav og gør det sværere at føle sig godt tilpas, fordi man sammenligner sig med andres "perfekte liv".

Hvilken rolle spiller skole og uddannelse for unges sundhed og trivsel?

Jeg tror, skolen spiller en rigtig stor rolle, fordi unge bruger så meget tid der. Derfor er det vigtigt, at der er en god relation mellem voksne og elever, så man kan tale om problemer, hvis de opstår. Det er vigtigt, at de unge føler, at de har voksne, de kan gå til, når de har brug for hjælp.

Skolen skaber også et fællesskab, som man er lidt "tvunget" til at være en del af, og hvis det fællesskab ikke fungerer, kan det få store negative konsekvenser for et barns trivsel.

Er der nok opmærksomhed på mental sundhed i skolerne og andre institutioner, eller burde der gøres mere?

Jeg synes, der burde gøres mere, fordi jeg ser det som et stigende problem. Vi bør være mere opmærksomme på mental sundhed, især i udskolingen, hvor det begynder at spille en større rolle.

Der er et stort pres for at være "rigtig" eller "forkert", og vi skal hjælpe børn med at forstå, at de er helt okay, præcis som de er.

Rasmus Bondekjær Langballe udtaler sig:

Hvad synes du om, at der er mange unge, der ikke trives?
Jeg synes selvfølgelig, det er rigtig trist. Det er synd for de unge, der mistrives – uanset om det skyldes, at de har svært ved at komme i skole, eller måske ikke kan sove om natten. Det er virkelig en svær situation for dem, og de har brug for støtte og forståelse.

Har du nogen idé om, hvorfor der er så mange unge, der ikke trives godt?

Mit bedste bud er, at sociale medier og telefoner spiller en stor rolle. Vi er konstant online og sammenligner os med andres liv på sociale medier. Det skaber et urealistisk billede af, hvordan livet "bør være", og det kan få mange til at føle sig utilstrækkelige.

Derudover er der en tendens til, at folk skriver ting online, som de måske ikke ville sige ansigt til ansigt. Det kan føre til misforståelser og i værste fald mobning, hvilket gør situationen endnu sværere.

Tror du, sociale medier påvirker unges trivsel?
Det tror jeg helt klart. Det er i hvert fald den fællesnævner, jeg kan se som en mulig forklaring på, hvorfor det går så skidt, som det gør.

Hvilken rolle spiller skole og uddannelse for unges sundhed og trivsel?
Skolen spiller en vigtig rolle i at støtte de unge, især fordi de bruger så meget tid der. Vi har et ansvar for at hjælpe dem, når de er her, og skabe et miljø, hvor de føler sig trygge, støttede og værdsatte.

Er der nok opmærksomhed på mental sundhed i skolerne og andre institutioner, eller burde der gøres mere?

Jeg tror, der har været tidspunkter, hvor opmærksomheden på mental sundhed ikke har været stor nok, men der er bestemt sket en ændring. Det er godt, at der nu er mere fokus på det, og at vi begynder at anerkende, at der skal handles. Jeg tror dog, det kan være svært at finde ud af, hvad der præcist skal gøres for at hjælpe bedst muligt. Men én ting er sikkert: Der er mange, der har brug for støtte.



Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang