En gruppe elever
Vi har talt med en gruppe elever på vores skole, og her deler de deres tanker og holdninger til de spørgsmål, vi stillede dem.

Hvad synes i om, at der er mange unge, der ikke trives?
-
Det er virkelig bekymrende, fordi det påvirker både den enkelte og hele fællesskabet. Det er et problem, der har eksisteret i lang tid, og som vi ikke kan ignorere. Skolerne tror, de gør noget for at hjælpe, men i virkeligheden sker der ikke rigtig noget, som virkelig gør en forskel for de unge, der har det svært.
Har du nogen idé om, hvorfor der er så mange unge, der ikke trives godt?
-
Der er mange grunde. Mange unge har problemer derhjemme, som stress eller skilsmisser, og det påvirker deres trivsel. Der er også et kæmpe pres fra samfundet om at være perfekt, og mange føler sig usikre på sig selv, hvilket gør, at de ikke tør at være sig selv. Og så er sociale medier en stor faktor – vi ser alle de perfekte liv, og det gør, at vi sammenligner os med andre, hvilket kan føre til lavt selvværd.
Tror du, sociale medier påvirker unges trivsel?
-
Ja, det gør de helt klart. Sociale medier skaber et urealistisk billede af, hvordan man skal være og se ud, og det kan virkelig gøre os usikre på os selv. Der er også mobning på sociale medier, hvilket kan forværre det mentale helbred for mange unge.
Hvilken rolle spiller skole og uddannelse for unges sundhed og trivsel?
-
Skolen spiller en kæmpe rolle, fordi det er der, vi tilbringer en stor del af vores tid. Det er supervigtigt, at vi har et godt forhold til både lærere og venner, så man føler sig tryg. Hvis fællesskabet i klassen ikke fungerer, kan det virkelig påvirke ens trivsel. Der er også et stort pres, både fagligt og mentalt, i skolen, og det kan gøre det svært at have det godt.
Er der nok opmærksomhed på mental sundhed i skolerne og andre institutioner, eller burde der gøres mere?
-
Der burde helt klart gøres mere, især i folkeskolen. Der skal være mere fokus på trivsel og mobning, så vi bedre kan forstå, hvordan vi hjælper de unge. Det er svært at finde præcise løsninger, men det er virkelig vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om og håndtere mental sundhed.